Denne side er for forældre eller pårørende til børn, der har "Night Terror".
Night Terror - eller på dansk natteangst forekommer oftere end man tror. Oftest er det børn mellem 6 md. og 14 år, der får anfaldene. Night Terror forekommer i søvnfase 4 (mere herom andet sted på siden) - til forskel for mareridt, der forekommer senere på natten. Det er også i denne søvnfase man typisk oplever søvngængere og søvnsnakkere - nogle gange også samtidig med Night Terror anfald.
Et typisk anfald forekommer mellem 30 og 90 minutter efter barnet er faldet i søvn. Grunden til Night Terrors kendes ikke. De fleste forældre fortæller om et ekstremt skræmt barn, der ikke - eller meget svært - kan kontaktes, store udvidede pupiller, usammenhængende tale og fortællinger om frygt for spøgelser, zombier, døden eller andet, gråd, meget høj puls, storsvedende og utrøstelige.
For den, der ser et anfald kan det være mere skræmmende end for barnet selv, der oftest ikke kan huske hændelsen næste morgen. Et anfald varer typisk fra 2 til 25 minutter. Nogle børn kan svare på simple spørgsmål mens de har anfald - andre er ukontaktbare. Små børn er oftest sværere at berolige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar